Skanderborg Skakklubs 1. og 2 hold rykker op!!
Årets holdturnering i skak er afsluttet og det blev en forrrygende flot afslutning for Skanderborg. Alle fire hold vandt meget overbevisende. Den samlede sejr blev på 20,5 - 5,5!!!!
Skanderborgs 1. hold har været suveræn i sin gruppe hele sæsonen, men med CC-Skjoldhøgene fra Århus lige efter. Med et nederlag i næstsidste runde til netop dette hold og kun 1,5 point forspring før sidste runde, var det store spørgsmål om det var nok til at sikre oprykning.
1. holdet lod ingen tvivl tilbage. En sejr på ikke mindre end 6 - 2 over Århus Skakklub sikrede en overbevisende oprykning til Mesterrækken fra næste sæson. Sejren kom i hus ved gevinster til Kai Munk, Leif Linnemann Larsen, Michael G. Andersson, Robert Rode og Jesper Lykke, mens Henning Møller og Erik Kjærgård spillede remis.
Det lå i luften, at 2. holdet kunne rykke op og afløse 1. holdet i A. rækken fra næste sæson. Kravet var, at holdet skulle vinde en sikker sejr over netop topholdet CC-Skjoldhøgenes 2. hold.Den chance lod holdet ikke gå forbi. Skanderborg vandt så overbevisende som 7 - 1 og sikrede sig dermed oprykning til A. rækken. Sejren blev hentet hjem med sejre til Morten Rasmussen, Lars Svendsen, Bjarne Berring Rasmussen, Jørn Andersson, Hans Buttenschøn, Bjarne Tornbjerg og Dieter Dettbarnn.
3. holdet, som spiller i C rækken, har været direkte uheldige i flere kampe og havde derfor ingen mulighed for oprykning. Men man sluttede af med maner! 3,5 - 1,5 over Ry skakklubs 2. hold. Holdet sluttede på 6. pladsen, kun 2 point efter det hold der rykker op. Her blev vinderne Lars Meldgård, Jesper Pallesen og Asger C. Andersen, mens Erik Jørgensen spillede remis.
4. holdet var lige så overbevisende som de andre og vandt 4 - 1 over Brabrands 3. hold. Jørgen Johansen, Knud Åge (Genno) Jensen, Thomas K. Laursen og Michael Jensen vandt alle deres kampe. Holdet sluttede på 2. pladsen i deres gruppe, kun et halvt point efter vinderen.
Det har været en utrolig flot sæson for Skanderborg Skakklub og med en god tilgang af nye spillere lover det godt for den kommende sæson.